12. marts: Læger får hjælp af ny smart sundheds-IT

Lægerne på Regionshospitalet i Horsens får hjælp af ny smart SundhedsIT, der hurtigt og enkelt giver vigtige medicinoplysninger om akut indlagte patienter. Løsningen er blevet til i et samarbejde mellem Regionshospital Horsens, Cetrea, Trifork og Signaturgruppen.

Den fælles akutmodtagelse på Regionshospitalet i Horsens:

En svækket patient indlægges på akutafdelingen. Lægerne har via digitale oversigtsskærme allerede helt styr på, hvem patienten er, hvor patienten fysisk befinder sig og hvilke undersøgelser, der skal iværksættes. Men hvilken medicin får patienten i dag? Normalt vil det være en større opgave for lægen at finde ud af dette vha. telefonkontakt til enten egen læge, plejehjem og/eller familie, hvis det da overhovedet kan lade sig gøre at få sikre informationer om patientens medicinforbrug.

Efter indførsel af ny elektronisk adgang til patienters medicinoplysninger, har lægerne på Regionshospitalet i Horsens fået indblik i den akutte patients medicinforbrug ved blot at klikke på patienten på den elektroniske oversigtstavle, afgive deres fingeraftryk og straks er medicinlisten for patienten tilgængelig. ”Det er et stort fremskridt! Jeg kan hurtigt få adgang til alle medicinoplysningerne om den enkelte patient, og derved starte den rette behandling omgående” fortælle ledende overlæge Ove Gaardboe.

Succes med innovation

Regionshospitalet Horsens og Brædstrup (RHB) har igennem flere år være kendt for et succesfuldt engagement i udviklingen af innovative sundheds-IT løsninger gennem et offentlig-privat – innovationssamarbejde (OPI). ”Vi har haft stort succes med at udvikle smarte SundhedsIT løsninger sammen med de private leverandører, og har på den måde fået det bedste af to verdener, hvor vi har den praktiske erfaring og firmaerne den teknologiske knowhow. Derfor passer produkterne perfekt til vores hverdag”, siger innovationskonsulent Birgitte Bigom.

Dette samarbejde resulterede i 2008 i at RHB modtog den gyldne skalpel for det interaktive hospital –iHospitalet -, som er en digital logistik og kommunikationsløsning, der giver overblik i de kliniske afdelinger.

Lægerne skal have lettere adgang til patientens medicinoplysninger

”Vi arbejder fortsat innovativt med at udvikle og finde nye måder at lette arbejdet i vores hverdag på hospitalet. Det har derfor været naturligt for vores læger, at arbejde videre med at finde en effektiv måde at indhente den akutte patients medicinoplysninger”, fortæller Cheflæge Dorthe Crüger. ”Da vi blev bevidste om muligheden for adgang til nationale patientdata, som bl.a. disse medicinoplysninger – så gik vi sammen med private samarbejdspartnere i gang med at finde ud af, hvordan vi hurtigt kunne inkorporere en digital adgang, som passede til vores øvrige IT løsninger og arbejdsgange”, siger Cheflæge Dorthe Crüger. ”Det er meget vigtig, at vi kender de korrekte medicinoplysninger, ellers kan vi ikke give de akutte patienter den bedste behandling. Det handler i virkeligheden om kvalitet og sikkerhed i patientforløbet”, siger cheflægen.

Den elektroniske adgang til patientens medicinoplysninger

Løsningen går i alt sin enkelhed ud på, at lægerne via fingeraftryk kan få adgang til det nye nationale medicinregister - også kaldet ”det fælles medicinkort (FMK)”, og dermed får de adgang til en opdateret oversigt over patientens medicin.

Et krav for at kunne få adgang til FMK er anvendelse af en digital signatur. For at gøre denne registrering hurtig og effektiv og for IKKE at bruge tid på login med brugernavn og password sammenkobles fingeraftryk og digital signatur en gang for alle, for de læger som skal anvende løsningen. Herefter er det nok at afgive sit fingeraftryk for at få adgang til systemet. En sikker og hurtig løsning.

Oprindeligt var pilottesten kun planlagt til at foregår på hospitalets akutafdeling, men det viste sig hurtigt, at der også var et stort behov for at have samme mulighed i skadestuen. ”Vi oplevede f.eks. at en læge lavede en proforma overførsel af en patient fra skadestuen til fælles akut modtageenheden for at få adgang til medicinoplysningerne via den elektroniske løsning, for bagefter at ”overføre” patienten tilbage til skadestuen. Derfor er pilottesten nu udvidet til at også køre i skadestuen”, siger ledende overlæge Ove Gaardboe, der fortæller, at der ligeledes har været forespørgsler fra læger på andre afdelinger i hospitalet, men at de indtil nu er blevet ”afvist” indtil pilottesten er gennemført og endelig evalueret.

Der er til trods for at løsningen kun er i pilotdrift ikke nogen tvivl hos den ledende overlæge om, at lægerne har opnået en reel forøget kvalitet og sikkerhed under udførelsen af deres daglige arbejde. ”Vi skal helt sikkert fortsætte med dette, når pilotfasen er overstået”, udtaler ledende overlæge Ove Gaardboe. Han ønsker derfor også at fortsætte samarbejdet om at udvikle konceptet, så det også omfatter en ligeså nemt og hurtig adgang til andre centrale oplysninger som diagnoser, CAVE informationer og vaccinationer i det omfang, det viser sig klinisk relevant og teknisk muligt. Endvidere peger overlæge Ove Gaardboe på at adgangen til medicinoplysningerne i FMK på sigt kan komme til at foregå via hospitalets elektroniske patientjournal.